23948sdkhjf

Ny aftale skal sende mere dansk økologi til Kina

Det bliver lettere og billigere for danske økologiske virksomheder at begynde at sælge varer i Kina.
Indtil nu har det været en omstændelig affære, når danske økologiske fødevareproducenter vil sælge deres varer i Kina.

Men en ny aftale, som onsdag er indgået ved en officiel ceremoni i Beijing, vil lette besværet for de danske virksomheder.

Det kan øge den danske eksport af økologiske varer til Kina, lyder det fra landbrugets organisation Landbrug & Fødevarer.

- Der er ingen tvivl om, at vi nu kan få langt flere producenter ind på det kinesiske marked. Det har ellers været svært indtil videre.

- Det er glædeligt, ikke mindst fordi vi kan se, at kineserne er ved at få øjnene op for økologiske produkter, siger Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

Hun er en del af den danske delegation af erhvervsfolk, der er med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et officielt besøg i Kina.

I forbindelse med besøget indgås aftale om et omfattende arbejdsprogram mellem danske og kinesiske myndigheder - herunder omkring godkendelse af økologiske fødevarer i Kina.

Som det ser ud nu, er kun fem danske virksomheder godkendt til at sende økomærkede varer til Kina. For at blive godkendt kræver det blandt andet et besøg af kinesiske myndigheder på virksomheden i Danmark.

Med aftalen forsvinder det krav, så danske myndigheders kvalitetsstempel af fødevareproducenterne er tilstrækkeligt.

I Økologisk Landsforening kalder markedschef Helene Birk aftalen et vigtigt gennembrud.

- Økologisk fødevareeksport til Kina er i dag et utroligt omfattende arbejde, som kun de færreste økologiske virksomheder har ressourcerne til at kaste sig over.

- Det vil åbne døren for en række økovirksomheder, der længe har været interesserede i at eksportere til Kina, men for hvem det har været for omkostningsfuldt og ressourcekrævende en opgave, siger Helene Birk.

De danske virksomheder, som i kan eksportere økologiske varer til Kina, er de tre mejerier Arla Foods, Thise Mejeri og Them Mejeri samt Nature DK og Fynbo Food.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103